Om institutionen
Institutionstype og aldersgruppe
Børnehave med børn i alderen 3 – 6 år.
Åbningstider
Alle hverdage: 6.30 – 16.30
Børnene kan ankomme og afhentes efter forældrenes ønsker. Vi henstiller til forældrene om at komme med børnene, så de kan deltage i dagens aktiviteter.
Der kan forekomme fælles åbning med Hvide Sandes 2 andre børnehaver i forbindelse med ferier og helligdage - ligesom der i dialog med forældrebestyrelsen evt. kan holdes lukket f.eks. dagen efter Kristi Himmelfartsdag. Dette vil blive annonceret i god tid - og er der pasningsbehov opfylder vi selvfølgelig dette!
Profil
Institutionens pædagogiske principper og værdier
Børnehavens mål er at skabe en tryg hverdag, hvor forældre og personale samarbejder om, at børnene udvikles til selvstændige og harmoniske børn.
Vi lægger vægt på:
- være nærværende, yde omsorg og lytte til hinanden
- børnene er medbestemmende
- respektere hinanden og være fleksible
- give rum og plads til hinanden
- acceptere forskelligheder
- fremme selvhjulpenhed
- give tid til fordybelse
- fremme børnenes udvikling samt fantasi og kreativitet gennem forskelligartede aktiviteter
Vi har de sidste 2 år sat fokus på sund mad og sociale kompetencer.
I løbet af et år har vi haft 2 - 3 temauger, hvor vi har fokuseret på kroppen og benytter i den forbindelse skolens gymnastiksal på skift i mindre grupper, samt på sund mad, og er begyndt at tilbyde sund morgenmad.
For at fremme de sociale kompetencer har vi for børnene haft falckkursus, der lærer børnene om anatomi, førstehjælp for børn samt omsorg for hinanden. Desuden arbejder vi med ”Trin for Trin”, der et program, hvor børnene stifter bekendtskab med en struktureret form for læring af sociale kompetencer, hvor målet er at tage hensyn til andre, erkende egne følelser og aflæse andres.
Hverdagsprogram og faste aktiviteter
Morgen:
Vi samles ved det store bord i køkkenet, hvor der bliver tilbudt morgenmad. Herefter leger hele huset.
Formiddag:
Ca. kl. 9.30 starter de forskellige aktiviteter rundt i huset. Det kan f. eks. være værksted, køkken, hopperum, legeplads, stuerne med spil og leg eller gåture. De voksne er fordelt ved de forskellige aktiviteter.
Børnene kan spise noget af deres madpakke.
Middag:
Ca. kl. 11 holdes der rundkreds, mens 2 børn på skift dækker bord. Børnene spiser aldersopdelt. Der tilbydes mælk til frokosten.
Efter middag går alle børn ud. Der er mulighed for, at de børn, der har behov for det, kan sove til middag.
Eftermiddag:
Kl. 14 spiser vi frugt, som børnene har med hjemmefra. Dertil drikkes der vand.
Resten af dagen leges rundt i huset eller på legepladsen.
Årligt tilbageværende aktiviteter:
- Falckkursus for børn
- Bondegårdsbesøg/skovtur
- Forårsfest, hvor de store børn optræder for de mindre
- Bedsteforældredag
- Sommerfest for børn, forældre og søskende
- Udflytterdage til GL. Sogn spejderhytte
- Bytte-børnehave-dage med Skovbørnehaven i Ringkøbing
- Teaterstykker
- Forældrekaffe
- Julemarked for børn, søskende, forældre og bedsteforældre.
- Kirkegang i forbindelse med jul samt julefest med julemand
Madpolitik
Vi tilbyder børnene sund morgenmad, cornflakes, havregryn, tykmælk med hjemmelavet mysli fast hver dag. Der tilbydes engang imellem varme boller med smør og ost eller øllebrød.
Børnene har madpakke med hjemmefra. Vi henstiller til forældrene om at give børnene en varieret og sund madpakke med. I praksis bestemmer personalet, at børnene spiser brød før indtagelse af noget mindre sundt.
I løbet af året har vi ca. 2 temauger omhandlende sund mad.
Vi begrænser både slik, kage og saftevand i hverdagen.
Børn
Antal børn i institutionen i alt
Børnehaven er normeret til 38 børn i alderen 3 – 6 år. Vi kan i perioden 1. november og indtil 31. marts have op til 56 børn. 1. april overflyttes skolebørnene til SFO.
Organisering i grupper
Børnene er fordelt på 2 stuer. De er aldersintegrerede på stuerne, men er ofte aldersopdelt i mindre grupper ved aktiviteter, rundkreds, spisning m.v.
Indretning af lokaler
Indendørs areal pr. barn
Samlede indendørs areal - 437 m2
Samlede børnetal/normering p.t. – 38 børn
Indendørs areal pr. barn – 11,5 m2
Udendørs legeareal
VI har direkte adgang fra børnehaven til en stor legeplads, der er beliggende i klitterne, så en stor del er sand. Der er den ”gamle” del af legepladsen med diverse legeredskaber og den ”nye” del i kuperet terræn, hvor der forefindes en cykelbane, bålplads, trætippier m. m. Der er store muligheder for at lege i mindre grupper uden forstyrrelse af andre.
